URBANblog
jump to navigation

Gave-givning Saturday, 5. Jun 2010

Skrevet af lidtframig under Bryllup, Tanker, Comments

At give en gave er selvfølgelig noget man gør for modtagerens skyld, men kender I det med at man gerne vil give en helt perfekt gave, så man kan stråle sig lidt i lyset af at have gjort en særlig indsats? Sådan lidt ego-gavegivning.

Jeg er lige kommet hjem fra en bryllupsreception og jeg havde selvfølgelig en gave med til  brudeparret :-)
Jeg havde på opfordring fra en kollega købt 2 håndlavede rødvinsglas og fået graveret brudeparrets navne og bryllupsdagen i foden på dem (så der på det ene stod brudens navn og på det andet gommens). En rigtig god gave, hvis jeg selv skal sige det, og jeg stod derfor meget spændt og fulgte med i gave-oppakningen, så jeg kunne se deres reaktion når de så glassene.

De blev heldigvis rigtig glade for dem og syntes det var en utroligt god gave og så kunne jeg stå der og have det rigtig godt med at jeg havde fundet sådan en god gave til dem.

Men det er vel også ok, eller hvad?! Det er vel lidt en win-win situation…

Sømanden og den politiske rådgiver Sunday, 23. May 2010

Skrevet af lidtframig under Livet, Comments

På trods af at byture ofte består af mere eller mindre de samme elementer, kan de udvikle sig meget forskelligt!

I fredags var jeg ude med nogle venner fra studiet og i løbet af aftenen faldt de andre fra, så vi kun var to tilbage. Vi sad oppe i baren og faldt derfor i snak med forskellige folk.

Der var bl.a. en, der blev kaldt “Sømand”, på trods af at han ikke selv sejlede. Han havde sin private flaske stående i baren og kom vist alene. Hans far og hans farfar var og havde været sømænd og Sømand havde en sømandskasket på, han havde fået af dem.

Og så var der den politiske rådgiver og hans bror. De var 47 og 52, så ikke lige fremt det sædvanlige klientel på baren, men de havde en helt anden historie at fortælle end de gæster man normalt møder.

Både Sømand og den politiske rådgiver valgte helt uopfordret at give mig og min ven en drink - og det var altså min ven (læs: hankøn), der snakkede mest med dem, så det var ikke noget scoretrick. De troede desuden også at vi var kærester…

Cowboybukser Friday, 14. May 2010

Skrevet af lidtframig under Hverdag, Shopping, Comments

Hvorfor søren skal det dog være så svært at finde et par cowboybukser, der passer??

Jeg går rigtig meget i cowboybukser til hverdag, så en gang imellem (ca. en gang om året) er jeg nødt til at finde nogle nye, men nøj, hvor er det svært at finde nogen der passer!

Ofte går jeg ind i en Levis Store og prøver en masse og ender så med at finde et par eller to der passer mig (både størrelse og ‘look’), men så koster de jo så også omkring en tusse stykket.

I dag tænke jeg, at jeg ville prøve at tage i Frøkjær ligesom jeg altid gjorde med min mor når jeg skulle have nye cowboybukser som barn.
På trods af det næste uoverskueligt store udvalg fik jeg prøvet i alt 12 par bukser, men ingen af dem passede ordentligt, så jeg måtte tage tomhændet hjem.

Har jeg virkelig sådan en mærkelig formet krop? Jeg ved godt, at mine lår ikke er de aller mindste, men jeg kan da ikke være den eneste, der ser sådan ud??
Eller er der andre, der også har problemer, når det kommer til indkøb af cowboybukser?

Modgang søges Thursday, 13. May 2010

Skrevet af lidtframig under Livet, 3 Comments

og så alligevel ikke, for det er jo ikke noget, jeg ligefremt vil opsøge. Men jeg kan ikke lade være med at tænke sådan nogle gange alligevel.

Jeg synes generelt at jeg er gået meget nemt gennem livet indtil nu. Jeg har da haft mine kærestesorger og “det er så synd for mig, fordi…”, men ikke i nogen overdreven grad.
I hele min skoletid gennem folkeskole, gymnasie og studie har jeg haft rimelig nemt ved det og fået forholdsvis gode karakterer snit på 9-10 stykker fra hver uddannelse.

Jeg har aldrig dumpet en eksamen - jeg har faktisk ikke engang fået et 6-tal (eller2-tal), jeg har kun været til 2 jobsamtaler, hvor jeg ikke fik tilbudt jobbet efterfølgende og jeg fik job allerede inden jeg var færdiguddannet - og med en rigtig pæn løn.

Ligesom i skolen, i gymnasiet og på studiet går det også rigtig godt på arbejdet. Projektlederne vil have mig med på deres projekter og min chef roser mig - ligesom mine tidligere chefer også gør. Jeg har aldrig rigtig prøvet at sidde til møde med en chef og få at vide at det eller det må jeg lige stramme mig an med.

Og jeg sætter bestemt stor pris på al denne medgang jeg har haft hele livet. Men en gang imellem tænker jeg alligevel på, hvad der mon sker, hvis jeg en dag møder modgang. Bukker jeg så helt under, fordi jeg aldrig har prøvet det før? Forhåbentligt kan jeg klare det, men jeg ved det jo ikke før det engang eventuelt sker.

Nyt legetøj Tuesday, 11. May 2010

Skrevet af lidtframig under Hverdag, Comments

I dag fik jeg “The Beatles Rockband” til wii med posten. Jeg bestilte det i søndags samtidig med at jeg bestilte “Guitar Hero 5″ inkl. guitar, hvilket jeg ikke har fået endnu, og det betyder jo så, at jeg ikke har nogen guitar at spille mit nye spil på. :-( Øv bøv. Men det kommer jo forhåbentligt snart…

På togtur Sunday, 9. May 2010

Skrevet af lidtframig under Fest, Oplevelser, Weekend, Comments

Puha, sikke en weekend - der har godt nok været knald på! Fredag firmafest der ender i flere i barbesøg og lørdag train party.

Train party er et koncept der er opstået i mine skøre venners skøre hoveder. Man fylder rygsækken med dåseøl (eller -cider), snaps, iPod + iPod dock, falske overskæg, glow sticks og en 24-timersbillet til tog/bus og så begiver man sig afsted til nærmeste tog-station og starter festen. Alle tog kan bruges, men regionaltoge har den fordel, at der er toilet og også strømstik, så man kan spare lidt på batterierne til iPod docken. S-togene har til gengæld den lille kupe i enderne der gør, at man ikke generer nogen, der ikke lige er i feststemning.

Turen i går startede på Nørreport hvorfra første tog var regionaltoget til Helsingør og tilbage igen til Hovedbanegården. Derfor fortsatte festen i E-toget til Køge og videre i regionaltog først til Roskilde og derefter tilbage til København.

Undervejs møder man selvfølgelig en masse med-passagerer, der heldigvis i langt de fleste tilfælde er meget positive overfor den rejsende fest, omend også noget skeptiske overfor konceptet og ikke rigtig kan forstå, at man ikke er på vej hen til noget. :-)

I går mødte vi f.eks. en skraldemand der ikke sagde nej tak til en lille snaps, hvis vi ikke sagde det til nogen, en 18-årig fyr jeg kom til at gøre pinligt berørt, da jeg spurgte hvad han syntes om ældre kvinder og om 9 år var for stor en aldersforskel (jeg mente selvfølgelig ikke noget med det), en bøsse der var venner med Gustav fra Dagens Mand (men slet ikke var som Gustav), to 13-årige drenge, der var på vej ud og finde en fest og vældig gerne ville have en øl (men det fik de altså ikke af os!), en kvinde der stolt fremviste hendes stribede dåsekølere, hun lige havde købt i Netto og mange flere sjove personer.

Alt i alt en super togtur endnu engang!

Kamp om mig Thursday, 6. May 2010

Skrevet af lidtframig under Arbejde, Hverdag, Karriere, Comments

Udover at være ung og single, som nok er det, der præger min blog mest, er jeg jo også en ung kvinde, der er ved at få gang i karrieren.

Jeg ved ikke helt hvad jeg ønsker mig af min karriere. På den ene side vil jeg gerne stige i graderne og blive chef og få ansvar og status og spændende arbejdsopgaver (sidste er vigtigst), men på den anden side vil jeg gerne have tid til et liv ved siden af arbejdet, og når jeg engang når til det, skal der også være plads til børn og familie.

Jeg har siddet i min nuværende stilling i lidt over et år, og har vist efterhånden givet et ret godt indtryk af mig selv. Her i dag hørte jeg f.eks. at to forskellige projektledere ville have mig med på hver deres del af et nyt strategiudviklingsprojekt. Desværre for mig er beslutningen taget uden jeg vidste noget om det, og det er det (i mine øjne) mindre spændende projekt, der “vandt” mig. Men det varmer da, når projektlederen mener, at han ikke kan undvære mig :-)

Gæster i båsen Sunday, 25. Apr 2010

Skrevet af lidtframig under Fest, Fyre, Oplevelser, Weekend, Comments

I går aftes var jeg i biffen med to venner. Filmen var ret sjov og bagefter gik vi på en pub for at få “en enkelt”. Den enkelte blev starten på en sjov aften.

Vi sad i en bås med god udsigt til resten af baren. Der var bl.a. et par kvinder (de har vel været i starten af 30′erne), der dansede meget udfordrende med hinanden, som vi selvfølgelig kiggede lidt på. Jeg blev dog noget overrasket, da den ene kom op og begyndte at lægge an på mig - det har jeg sgu ikke lige prøvet før. Jeg har intet imod homosexuelle (eller bisexuelle som hun var), men er bare ikke lige selv med på den vogn, så jeg sendte hende videre til den ene af mine venner (K). Hun var meget direkte og ville bare gerne have noget sex - hun var så direkte, så min ven, der ellers normalt er meget fremme i skoene, blev helt mundlam og skræmt. Men det var sgu meget sjovt at se på - især for mig og min anden ven (A).  Jeg må dog indrømme, at jeg selv også blev lettere mundlam, når hun engang imellem forsøgte sig hos mig på hendes meget direkte facon.

Langt om længe gik de to piger dog, og min ven kunne ånde lettet op. Men nu var der igen en ledig plads i vores 4-personers bås, så vi besluttede at invitere nogle andre på besøg.

I løbet af aftenen fik vi besøg af en stille pige, der var alene i byen (og hurtigt blev skræmt væk af K, der havde fået sin sædvanlige facon tilbage), en yngre fyr, der også var alene, som vist også blev skræmt lidt af K, da vi bildte ham ind, at K var bisexuel og lige blevet dumpet af sin kæreste, men han blev dog siddende, efter vi havde fortalt ham sandheden, en anden yngre fyr, der elskede at være så mandschauvinistisk som muligt, som skulle sættes lidt på plads og så til sidst en finsk fyr.

Og tømmermændene i dag var heller ikke til at tage fejl af - det blev sgu en sjov aften!

Long time no see Saturday, 24. Apr 2010

Skrevet af lidtframig under Tanker, 1 Comment

Der er vist gået et halvt år siden jeg sidst har skrevet noget her… Jeg ved ikke rigtig hvorfor. Måske har jeg bare ikke rigtigt haft noget at skrive?! Ej, det tror jeg nu ikke. Men der har nok været alt muligt andet, der har stjålet tiden.
Men nu vil jeg se, om jeg ikke kan komme i gang igen, for det er jo meget rart med dette frirum for tanker mm.

Hvad er der så sket siden sidst? En hel masse, men vel egentligt ikke noget “nyt”… jeg er stadig single-pigen på Nørrebro, der nyder single-tilværelsen indtil Mr. Right kommer ridende og tager mig med. Jeg må dog indrømme, at jeg håber det snart sker, og at det måske ikke er alle døgnets 24 timer, at jeg virkelig nyder det. Men jeg har det nu for det meste rigtig fint med det.

Nå, men jeg vil fortælle mere om fremtidige single-oplevelser, når de sker. Og om hvad der ellers sådan sker omkring mig eller inde i hovedet på mig.

Forskellen på kvinder og mænd Sunday, 18. Oct 2009

Skrevet af lidtframig under Fest, Fyre, Tanker, Veninder, Venner, Comments

Min aften i går fik mig til at tænke over endnu en forskel mellem mænd og kvinder.

Jeg var på running dinner* i går og både en af mine veninder og en af mine venner var også med. Jeg skulle spise hovedretten hjemme hos min veninde og mødte derved også hendes date, som var typen, som rigtig mange piger var interesseret i (kunne vi se til afterpartyet). Deriblandt også både hende og jeg.

Jeg havde fortalt min ven, at jeg syntes, at venindens date var meget sød, så han blev ved med at spørge, hvorfor jeg ikke gik efter ham. Men efter jeg havde fundet ud af, at veninden var interesseret i daten, holdt jeg mig tilbage. Og det er nok en pige-ting. Hvis det var to fyre, der var interesseret i den samme pige, ville de nok have set det som en konkurrence og begge prøvet at score hende.

Jeg kan til slut tilføje, at daten endte med at score en helt tredje pige.

*Running dinner er et single-arrangement, hvor man bliver sat sammen med en makker/date og så skal rundt tre forskellige steder i byen, og spise forret, hovedret og dessert. Hvert sted er man fire par, og til sidst mødes alle til afterparty.